Jeg synes lige at jeg vil præcisere en ting som meget få mennesker ved noget om, men jeg får en masse henvendelser fra fotografer og grafikere om hvorfor deres bærbare mac pludselig bliver enormt langsom hvis de bruger en anden opløsning end skaleret full hd eller “native” 4K opløsning på den eksterne skærm..
Du tilslutter en ekstern stor skærm eller et stort TV til din mac og bruger denne skærm som din arbejdsskærm. Ved en skærm med opløsning 1920 x 1080 (full HD), genererer Mac OS et skærmbillede i pixelforholdet 1:1, dvs. også 1920 x 1080.
Du tilslutter en 4K skærm og bruger den med skaleret opløsning som ligner 1920×1080. Mac OS genererer hele skærmbilledet i dobbelt størrelse af 1920×1080, altså 3840×2160 (4K) og viser det på skærmen i 4K opløsning, for at få teksten på skærmen til at fremstå flot og skarp.
Du tilslutter en 4K skærm og bruger native opløsning (4K) Mac OS genererer skærmbilledet i 4K og viser på skærmen i 4K
Du tilslutter en 4K skærm og bruger f.eks. skaleret opløsning på 3008×1692.. Mac OS genererer skærmbilledet i 6016×3384 pixels (20MP) herefter skalerer ned til 4K og viser dette frem på skærmen. Bemærk venligst at såfremt du benytter DisplayPort, sker denne skaleringsoperation 60 gange i sekundet, hvilket lægger en del pres på grafikkortet. Sammenlignet med gammeldags fuld HD som kun kræver generering af et 2MP billede, trækker trækker en opløsning på 3008×3384 ca. 10x så meget på grafikkortet. Macbooks med kun intel grafikkort, typisk de små 13” har det meget svært ved at trække de store skærme ved alle andre end native opløsninger.
Faktisk jo længere du trykker til højre i skaleringsvælgeren, desto mere pres lægger du på grafikkortet. Apples egen måde at udtrykke dette på “En skaleret opløsning kan have indflydelse på ydeevnen” bør tages med et gran salt, der burde stå “har stor indflydelse på ydeevnen”..